søndag den 17. januar 2016

Autopiloten er slået fra



Hunden nyser og sprutter, sønnen åbner vinduer og døre i et forsøg på at lukke lugten af den garanteret ”ikke egnet til indendørs brug” lim ud, og manden samler i frost-træk endnu et stykke af det, der kan samles efter at være tabt på gulvet. Jeg er rutineret, og han er rutineret. Jeg taber kopper, tallerkner og forskellig brugskunst, og hvis jeg er ærgerlig nok, limer han det sammen igen. Det er ret meget efterhånden. Sønnen har også lavet puslespil efter et af mine stunts, kun for at jeg skulle tabe det straks efter, at det var tørret. Limen holdt, det var en lille fin keramiksvamp, men den knækkede igen bare et andet sted. Foreslog, at han i stedet fyldte hele svampen op med lim indeni, så måske den kunne klare de fremtidige strabadser. Men nej, den blev ikke klinket anden gang, nu ligger den som en trådt på svamp i skovbunden i et træfad ved siden af dens ven, som er stående og hel. En tredje tabte jeg i Det Gamle Apotek i Tønder, allerede inden den var betalt. Og undskyldningen skal ikke være, at de jo også har så meget stående, at det næsten er umuligt at bevæge sig rundt uden at vælte noget. Nej, jeg havde balanceret med de tre svampe på et træfad et stykke tid og troede egentlig, at svampene også var af træ, de var så lette, at det føltes sådan, da jeg tog dem ned fra hylden. Men så …….  lå en på gulvet og var ikke af træ. Men i tre små stykker fint keramik. Øv. De er rigtigt søde dernede på apoteket, de har garanteret haft besøg af umulige pilfingerbørn og andre kluntede voksne som jeg, så de har oplevet det før. Og måske taget højde for et vist tab i forhold til priserne på de fine ting, de har. For i alt fald skulle jeg ikke spekulere på det, sagde de, da jeg brødbetynget kom op til kassen med to hele og en i stykker paddehat på mit fad. Piiinligt. 

I starten, da min ”klodsethed” begyndte, passede det med, at jeg var startet på nyt medicin for smerter. På indlægssedlen læste jeg, at medicinen kunne medføre klodsethed, og da jeg tabte medicin, kopper og tallerkner, gjorde vi lidt grin med, at jeg havde papir på at kunne være klodset. Der har også i lang tid været en tendens til højresidig overvægt, når jeg går. Så ikke nok med, at jeg skal huske at løfte fødderne over dørtrinet, så skal jeg også passe på ikke at rende ind i karmen, fordi kroppen simpelthen trækker lidt mod højre helt af sig selv. Det betyder også, at jeg ofte ender med front ned mod vejen, når jeg går ud af vores hus, også selv om jeg skal modsat vej. Der er et eller andet, der styrer mig højre om, hvis ikke jeg koncentrerer mig om ligevægt. Men jeg har aldrig undret mig. Det er selvfølgelig fordi, der er kraftnedsættelse på venstre side, og det kombineret med føleforstyrrelser og smerter passer meget godt på min ryglidelse. I forbindelse med, at jeg fik sclerosediagnosen, spurgte flere mig, om det da ikke var rart at få en forklaring på de sære ben. Men jeg kunne kun sige, at jeg aldrig har savnet eller søgt efter en forklaring. Jeg havde simpelthen ingen mistanke om, at der var en anden medspiller på banen.

Hvor jeg er nu, handler det simpelthen om hele tiden at koncentrere sig om det, man har gang i – og helst en ting ad gangen. Den der med autopilot og multi-tasking – den virker ikke længere. Altså hvis jeg vil være ret sikker på at undgå uheld. Og det vil sige, at hvis jeg er ude at handle og vælger at bære noget i hånden hen til vognen eller kassen, ja så er det det, jeg gør, og ikke andet. Men hjemme tager jeg ind imellem chancen, og det går lige så tit galt. Men jeg tager kun chancen med ting, som jeg ikke vil miste. Noget meget fint julepynt, jeg fik i værtindegave for et par år siden, to små sølvkugle-engleagtige nogle – jeg har kun en nu – den tager jeg aldrig nogen chancer med. Den slags ting går jo i tusind stykker, når det rammer gulvet, og her rækker mandens superlim og klinke-evner ikke.
Koncentration skal der også til, når der skæres. Jeg laver ingefærshots, og der skal skrælles og skæres en masse, og det har desværre sendt mig på skadestuen en enkelt gang. Men lime er virkelig besværlig at skrælle. Og når man så med møje og besvær har fået alt skrællet, skåret og kørt gennem juiceren, ja så ved jeg ikke om det er mest dumt ikke at sætte kanden i køleskabet straks, eller om det er at åbne for den lige færdigkørte opvask i maskinen og finde skærebræt og brød frem samtidig med, at kanden står fremme. Når nu jeg ved, at jeg sjældent kan manøvrere elegant i trængsel, + at flere ting ad gangen er no go.
 Igen en erfaring rigere. Juicen nåede aldrig i glasset. Opvaskemaskinen kunne heldigvis bare startes igen. Der var mere arbejde med gulv og skabe. Og ærgrelsen over det spildte (i bogstaveligste forstand) arbejde med at skrælle og skære og presse…..
Nu er limen tør, og luften fri for organiske opløsningsmidler. Temperaturen inde er igen på + , og hunden sover. Og der er klar til  ingefær-shots, som jeg lige har lavet en portion af, intet gik til spilde denne gang.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar