Det føles, som om der er brand i rygmarven i min nakke. Og
rygsmerterne forsvinder stadig ikke. Det stråler ud i arm og ben. Sådan har det
været mere eller mindre hele december måned. ”Rock-bottom” blev 31.12. kl. 23.
Jeg var helt kørt ned med smerter og træthed og kunne ikke holde fokus hverken på tanker
eller syn. Der var ingen vej udenom, nytårsaften eller ej, jeg var nødt til at
sove. Og den bed. Jeg hader den erkendelse – i forhold til omverdenen men sandelig
også i forhold til mig selv – at der bare er en grænse for, hvad jeg kan holde
til. Jeg sammenligner hele tiden med ”de andre” og med ”førhen”. Jeg kan finde
på at græde og blive så barnligt urimelig, at jeg er tæt på at stampe i gulvet
og hyle ”jeg gider ikke”…… Og min søn giver mig et knus og siger, det er ok
mor. Så kravler jeg ind i seng. Rollerne er så sandelig byttet om.
Når jeg så
kommer til fornuft igen, synes jeg, det er både pinligt og tåbeligt, at jeg
håndterer det så dårligt. Der er jo mange andre, der har det værre end jeg (ved
godt, at det kan jeg ikke bruge til noget). Og der er så meget, jeg kan og
kan være med til. Så lad det ligge, til der er lidt ro på. Og igen igen kan det
undre, at jeg overhører alle alarmsignaler. De har jo været der
tilbagevendende, og når jeg over flere dage ignorerer dem, ja så sker det
uundgåelige, at kroppen selv lukker ned uden hensyntagen til, om tidspunktet er
belejligt. Og det bliver selvfølgelig ikke genoprettet på en lille time
nytårsaften, ej heller på en god nattesøvn
Ro på er der så ved at komme nu. Smerterne er de samme, de
viger ikke for noget som helst. Men presset er væk, der er ikke mere, jeg skal
nå eller have overstået. Nu skal jeg blot komme til kræfter igen. Men december
har absolut ikke været min måned. I gamle dage elskede jeg december med alt det
dertil hørende af forberedelser til julen. Og jeg snød mig ikke om ved noget,
ej heller gav nogle opgaver fra mig. Dertil var de jo alt for vigtige og skulle
udføres på en helt bestemt måde, som kun jeg forstod. Sådan er det faktisk lidt
endnu. Og nok derfor er det også så vanvittigt svært at slippe roret og lade
andre tager over. Eller simpelthen helt droppe noget og gøre bare lidt mindre
ud af det.
Og dog, der er faktisk noget, jeg har givet fra mig.
Småkagebagningen har jeg ikke været involveret i de sidste par år. Og pynten er
blevet indskrænket – i alt fald i forhold til at blive hængt op/stillet frem.
Der er lige så meget i skuffen som
altid. Men denne gang har jeg besluttet at rydde op i julepynten og rent
faktisk smide noget af det ud, inden jeg pakker væk. Puh – bare det at skrive
det, får mig til at ryste lidt på hænderne. Det er jo minder. Ting, som
står/hænger på bestemte steder hver december år efter år. Det får nok mange til
at ryste på hovedet, men sådan har det altid været i min familie. Jeg har arvet
det efter min mor, som har arvet det efter min mormor. Traditioner i enhver
henseende. Rør blot ikke ved min gamle jul. Jep, sådan var det. Men så blev jeg
syg. Og træt. Og mine børn har det ikke helt som jeg. Selv om de er vokset op
med traditioner omkring snart sagt alt vedrørende jul, så er de alligevel ikke
helt så bundet op på det som deres mor. Og manden er slet ikke. Julesmåkagerne
tager han sig af. Og jeg luger grundigt ud i pynten (samlet over et halvt
århundrede, hold nu op) – mange forskellige har bidraget (min mor og mormor og
mors bekendte og mig selv og mine børn, der er mange bånd, der skal kappes) – (der
er en historie ved meget pynt - ja, jeg kunne blive ved). Jeg lover at være
hård og praktisk. Selv om der er meget i parentes bemærket. Juleslik og julekort
– hjemmelavet selvfølgelig. Den tygger jeg lige lidt på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar