Sunshine og Solskin

Netop hjemvendt efter tirsdagens ridetur.

Hvem skulle nogen sinde have forestillet sig, at jeg skulle begynde at ride som 55-årig? I hvert fald ikke jeg. Men for et halvt års tid siden under mit ophold på sclerosehospitalet i Ry blev jeg præsenteret med et ”Du har aldrig overvejet at prøve at ride?” Og nej, det havde jeg slet ikke. Det er ikke sådan, at jeg er bange for heste, jeg har nærmest slet ikke haft noget forhold til heste. En hest var et dyr, der gik 100 meter inde på en mark, og størrelsen så ud derefter. Sådan ca. hund-stor på afstand. Jeg har selv en mellemstor hund, en labrador. 

Jeg takkede nej. Tænkte, at hesten nok ville brase sammen, hvis jeg steg op – men ”nej, det gør den nu nok ikke” sagde fysioterapeuten, og hun foreslog en kigger i ridehuset efter ”lukketid”, kun os to. Det kunne der jo ikke ske noget ved, så jeg var ovre og se dyrene næste dag. Lige umiddelbart så hesten – Gemma – jo lidt stor ud tæt på, der var nok lidt højt op, forsøgte jeg. Men det skulle jeg heller ikke tænke på. Hesten spadserer simpelthen ned i sådan en ”grav”, og så kan man sagtens komme op. Herefter bliver man trukket ud fra graven, hvor der bliver gjort stop, så kan man mærke efter. Tør vi eller tør vi ikke… Forklarede fysioterapeuten.

Okay så, vi blev enige om, at jeg kunne sætte mig op på hesten og så vurdere på ”stoppet”, om jeg skulle videre. Når hun nu mente, at det ville være så godt for flere ting i forhold til min sclerose og min ryg, så skulle det naturligvis have en chance.

Dagen kom, og Gemma blev trukket frem. Gemma er en rigtig rolig nordbagge med en meget blød og jævn gang, og den korte tur gik faktisk rigtigt fint og gjorde straks godt i rygstykkerne. De næste dage blev turene lidt længere, og vi nåede endda et smut i skoven. Og selvfølgelig skulle jeg da fortsætte ridefysioterapi, når jeg kom hjem.

Hver tirsdag kører jeg til Møllegården, hvor jeg mødes med Sunshine og 3-4 andre ligestillede til 45 minutters ridning, hvor fys. Merete dirigerer slagets gang. Hver af os har en medhjælper. Min trækker hesten (det hedder ikke trækkepige), en andens er bagrytter (og det hedder det), og vi skal blot koncentrere os om Meretes ordrer: lidt mere forover, lidt mere bagover, ½ cm længere over på venstre balle osv. Hurtigt klarer man selv for- og bagover, det er straks lidt sværere med den halve cm.

De første gange – det var stadig vinter og dårligt føre – holdt vi os inde i ridehallen, hvor scenariet nærmest kan lede tanken hen på en cirkusmanege, hvor domptør Merete forsøger at få heste og ryttere til at udføre lidt artisteri. Jeg har nu for det meste rigeligt at gøre med at holde fokus på et punkt mellem hestens ører og så bare i det hele taget at holde mig lodret. Men man kan da godt udføre lidt forsigtig armkunst, selv om man ikke flytter blikket – en hånd ad gangen -  frem og klap venstre på hestens hals og bagud og klap højre på bag. 

Ridetirsdag var ikke min yndlingsdag. Det var pivkoldt, to par bukser, tre bluser + fleecetrøjen og så var der også lige Sunshine Oldenborg.

Det stod klart helt fra begyndelsen, at Sunshine er en helt anderledes hest end Gemma. Sunshine vrikker meget, slår med hovedet og pruster.  De første gange var jeg slet ikke tryg ved situationen. Jeg har et par gange nævnt det med vrikkeriet og prusteriet, men fys. Merete har en kilde i Ry, og eneste kommentar til Sunshines adfærd har været: ”Ja, men Sunshine er jo levende” ……..

Men så kom der pludselig gennembrud. Det blev forår, og fys. Merete sendte os på en rigtig tur. Vi red ud over åben mark, ad små stier og ind gennem skoven. Det var skønt at sidde der på hesteryg og mærke foråret, solen og vinden, og da vi kom hjem, var jeg så træt og mør i kroppen men også fuld af frisk luft og sol, så jeg var helt ”høj”. Det var faktisk på den dejlige forårsdag, at mit indstilling til Sunshine og ridning ændrede sig.

Under rideturene ude holder fys. Merete sig tæt på Sunshine og mig, hvilket jeg sætter stor pris på. Hun ved, at jeg stadig ikke er forfærdelig tryg. Jeg er heller ikke vildt bange, men alarmberedskabet går alligevel i gang, så snart Sunshine slår med hovedet eller spjætter, når insekterne bider. Eller bliver forskrækket over et eller andet i vejkanten, som ikke var der i går. Utroligt så fintfølende sådan et stort dyr er. Og Sunshine er stor. Der er højt op. - Og langt ned. Men fys. Merete forsikrer mig, de plejer ikke at tabe os ……….

Ses på tirsdag. 

Husk at anerkende

19. august 2015

Så kom opringningen fra min søde sagsbehandler, at nu er det en realitet. At jeg er godkendt til fastholdelsesflexjob – vi havde ikke forventet andet.

Bum – vemodigt og uigenkaldeligt.

Jeg havde egentlig bestemt, at når hun ringede, ville jeg huske at fortælle, hvor taknemmelig jeg har været for

-        netop at ”løbe i” hende og hendes kollega, når det nu skulle være og 

-        at det jo også på en måde var deres skyld, at jeg overhovedet havde grebet sagen an på den her – rigtigt gode - skulle det vise sig – måde. Fordi en af dem havde ladet døren stå på klem efter en tidligere sygemelding og sagt: kontakt mig, hvis det bærer hen mod en sygemelding igen.

-        hendes venlighed, tålmodighed, omsorgsfuldhed og forståelse ikke kun på mine gode dage men også på de dage, hvor jeg var fuldstændig umulig til at samarbejde.

-        hele tiden at føle, hun var ”på min side”. Jeg ved jo godt, at hun er bundet af et til tider, synes jeg,  tåbeligt regelsæt.

-        altid at få en forklaring på, hvorfor hun spurgte og gjorde, som hun gjorde.

-         

Men jeg fik ikke sagt ret meget. Var for træt og berørt. Heldigvis har jeg hen ad vejen fået sagt tak men …

En af dagene vil jeg aflevere to smukke buketter på deres kontor med et rigtigt fint kort med de helt rigtige ord. 

Tab og identitet

15. august 2015

I dag er første dag – eller næsten første, den rigtigt første kommer først om en uges tid – i mit ”nye liv”.

Troede jeg ville have følt stor sorg igen, men faktisk føler jeg en utrolig lettelse. De sidste 5-6 år har ellers været fyldt med sorg, synes jeg. Og tab på tab.

Først tab af min mor, som tillod sig ret pludseligt at dø fra os. Vi nåede slet ikke at tænke et ”farvel”, et stort tab og en stor sorg. Fire måneder efter ramte det første lille vink til, hvor livet skulle bevæge sig henad de næste 5-6 år. Tab af mit gode helbred og energi. Fra at være fuldtids, ude-hårdtarbejdende mor (som så mange andre) og masser af travl fritid med børn, hus, have, hund, mand, bøger, patchwork, billedkunst på hobbyniveau, pap og kort og sten og så videre. Tab af mig. Til nu: indstilling til fastholdelsesflexjob maks. 6 timer ugentligt………………….

Det har været en lang og svær rejse. Jeg tabte min identitet og skulle til at skabe en ny ”mig”.  Og i den forbindelse rystede – ikke overraskede – det mig, hvor stor en andel, og jeg mener kæmpestor andel af identiteten, der ligger i vores arbejde. Det burde ikke komme bag på mig, for når vi møder nye mennesker, hvor ofte er indgangsreplikken så ikke : ”Nå, hvad laver du så?” (hvad arbejder du med?) – Og automatpiloten svarer straks : ”Jeg arbejder med/som …..” (det var da det, du spurgte om? ….) Og sjældent: Jeg interesserer mig for musik/syr/maler, nyder mine børn og alt det andet, vi også bruger vores liv på.

Nå men nu er det en realitet. Nu bliver jeg ”fastholdelsesflexjobber”…… lyder lidt mere kompliceret end flexjobber. Sjov betegnelse, for hvis der er noget, jeg slet ikke er i jobbet, så er det flex(ibel). Dårlig indgangsreplik!

Nåe… det er jobbet, der skal være flex-(ibelt) i forhold til mig????   Jeg kunne prøve en ”jeg arbejder i et flex(ibelt) job”.

Jeg kan også nøjes med at sige, at jeg arbejder på sygehuset. Og så er jeg stensikker på, at der alligevel kommer uddybende spørgsmål omkring, hvad jeg rent faktisk foretager mig der. Og det er også blevet til pinligt lidt.

Men hvorfor egentlig disse dårlige fornemmelser omkring at sige flexjob? Jeg burde ikke være flov over den betegnelse, for det har sørme kostet blod, sved og tårer at nå til den titel. Mange flere tårer og søvnløse nætter end det nogensinde har kostet mig at tage min oprindelige uddannelse og efteruddannelse, som jeg jo egentlig var meget stolt af og godt kunne kendes ved.  

Nu må jeg øve mig. Jeg er nået langt i at lære at tage imod hjælp, det var svært. Mit flexjob handler egentlig om lidt det samme. Jeg ved godt, at jeg med mine latterligt få timer på kontoret ikke er i nærheden af at være en givtig investering for min leder. At der er betydeligt mere administration ved at have mig på pladsen end ved at lade være. At jeg kun har det job, fordi lederen hjælper mig og ikke omvendt. Den har jeg ikke prøvet før.

At nogen gider mig så meget, at nogen bruger så meget krudt på det her projekt og bare siger, ”fordi det er dig”…. 

Er taknemmelig for hjælpen og tålmodigheden igennem det her kaos, det har været. Der er stadig kameler, der skal sluges, men er sikker på, at med tiden finder jeg glæden igen, nu ved at have et job, jeg kan klare, og hvor der stadig er overskud, når jeg kommer hjem til alle de andre sjove ting, som jo også er mig.