onsdag den 26. august 2015

Husk at anerkende

19. august 2015
Så kom opringningen fra min søde sagsbehandler, at nu er det en realitet. At jeg er godkendt til fastholdelsesflexjob – vi havde ikke forventet andet.
Bum – vemodigt og uigenkaldeligt.
Jeg havde egentlig bestemt, at når hun ringede, ville jeg huske at fortælle, hvor taknemmelig jeg har været for
-        netop at ”løbe i” hende og hendes kollega, når det nu skulle være og 
-        at det jo også på en måde var deres skyld, at jeg overhovedet havde grebet sagen an på den her – rigtigt gode - skulle det vise sig – måde. Fordi en af dem havde ladet døren stå på klem efter en tidligere sygemelding og sagt: kontakt mig, hvis det bærer hen mod en sygemelding igen.
-        hendes venlighed, tålmodighed, omsorgsfuldhed og forståelse ikke kun på mine gode dage men også på de dage, hvor jeg var fuldstændig umulig til at samarbejde.
-        hele tiden at føle, hun var ”på min side”. Jeg ved jo godt, at hun er bundet af et til tider, synes jeg,  tåbeligt regelsæt.
-        altid at få en forklaring på, hvorfor hun spurgte og gjorde, som hun gjorde.
-         
Men jeg fik ikke sagt ret meget. Var for træt og berørt. Heldigvis har jeg hen ad vejen fået sagt tak men …

En af dagene vil jeg aflevere to smukke buketter på deres kontor med et rigtigt fint kort med de helt rigtige ord. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar