Forår forår kom nu snart

I denne uge fik jeg endelig plantet mine nyindkøbte påskeklokketing ud i en krukke, efter at vejrguderne i flere dage havde været imod mig. Det var i alt fald både for koldt og for vådt for mig til frivilligt udendørs sysler. Jo længere vi kommer ind i forårsmåneden, jo mere utålmodig bliver jeg efter at komme i gang med at gøre noget udenfor. Ikke at mine bedrifter der er meget at snakke om, men lidt har jo også ret. Og stol og tæppe i en solbeskinnet lækrog, der kan vi vel alle være med.
Lidt ukrudt får jeg da også hevet op, selv om det er for koldt og vådt endnu. Men der er vist noget om, at det er en god ide at være ude tidligt med sådan noget. Selv om meget er så småt, at det er svært at se, hvad er hvad. Her savner jeg min svigermor og vores havevandringer i foråret, hvor hun vidende pegede ud med "den, der kan du godt fjerne". Hun var den klogeste,  jeg har kendt på det felt. Nu må vi somme tider lader skidtet gro så længe, at noget, vi ikke kan identificere, invaderer, infiltrerer og udkonkurrerer alt omkring sig, eller - som det også sker - rykker jeg noget op, som ikke skulle have været det. Tidligere gjorden manden og kultivatoren kål på meget inklusive utallige forglemmigejer og andet småkravl, men mit lille trekantede bed er kultivatorfrit område. Så længe jeg magter at luge det selv. Omkring dette er jeg realistisk, Lille trekant.

I forhold til handleplanen fra Ry, ja så går det noget trægt med at handle i forhold til den. Det er med den, som det er med andre gode fortsætter, hvad enten vi snakker nytår eller  lidt-mindre-tøj-på-kroppen-sæsonen, der lurer lige om hjørnet. Der er dog den forskel, at som regel sætter jeg barren for højt, men denne gang var den meget bevidst sat lavt. Og alligevel holder det ikke. Det gode er så - hvis man kan sige "gode" om det, for i bund og grund er det noget skidt - at jeg ikke får ført planen ud i livet - at det er, fordi jeg har så travlt med gode ting, at jeg skubber det andet ud. Og mit hoved er fyldt med gode ting. Endelig endelig. Og endelig har  jeg følt indvendig glæde, uden at der har været en bestemt udløsende anledning. Hvad jeg ved af.  Var bare godt tilpas.
Der er da stadig nogle ting, der fylder og trækker mig ned. Især når det handler om mit gamle arbejde. En tidligere kollega, som også har været nødt til at opgive sit gode job pga. sygdom beskrev i sin blog, at hun havde ryddet ud/op i papirer, der vedrørte det gamle job. Det er virkelig min akilleshæl.  Jeg har været der. Og har smidt papirer ud, der vedrørte præcis det job, jeg forlod. Efter at jeg havde gemt dem helt indtil for et par måneder siden. Hvorfor? Troede jeg virkelig, at jeg nogensinde ville få brug for dem igen? Det trak tænder ud. Men men - så var der  mapperne fra al min videreuddannelse. Og bøger/hæfter - i stakkevis. Det var nogenlunde let at overbevise sig selv om det irrationelle i at have læsestof stående med information, som er aktuel i et bestemt tidsrum. Og det tidsrum så længe er overskredet. Meget er hurtigt foranderligt i dag. Hvad, der gjaldt i går, gør ikke i dag. Jamen så ud med det da. Sværere blev det, da jeg nåede til det stof, som stadig kan bruges. Bare ikke af mig.
Der sker for mig en slags binding til store mængder studiestof, som jeg har terpet og terpet og brugt oceaner af tid på. Jeg har aldrig "holdt bål" efter endt eksamen. Og status her blev, kun det forældede røg ud. Resten kom ind i reolen igen. Som hvis jeg nu skulle få brug for det. Som om.
Resultatet var dårligt humør. Følte ikke engang lidt tilfredsstillelse over at have taget mig sammen og rydde ud i noget af det.
Tænker alligevel, at det nok ville være bedst at skille sig af med hele skidtet på en gang og så  overstå den sorg, det er, en gang for alle. I stedet for det her - lidt ad gangen og tilbagevendende. Og hele tiden blive mindet om mit gamle liv.  Det irriterer mig, at vi er så identiske med vores arbejde. Der er da meget større ting i livet, men alligevel er det det første, vi spørger om, når vi møder nye mennesker. Hvad laver du så? Underforstået hvad er dit job? "Hvis du ikke har et arbejde, er du ikke noget" sagde en professor ved Århus Universitet på tv i en snak om arbejdslivets lyksaligheder. Selvfølgelig ironisk angrebet.
Det er virkelig noget, jeg slås med endnu. Efter halvandet år. Og faktisk har jeg jo et lille bitte forsigtigt arbejde.
Det fylder stadig en del, men heldigvis fylder det ikke alt længere. Og særligt efter Ry er der kommet mere glæde og energi ind i hverdagen. Jeg har stadig mine smerter og min ekstreme træthed. Men jeg har også genopdaget nogle gamle glæder. Jeg er kommet i gang med bøgerne igen. Godt nok lidt svingende tempo, men jeg får læst bøger. Og til ende. Jeg er igen i gang med den for uindviede tossede beskæftigelse med at klippe stof i småstykker for at sy dem sammen igen.
I Ry snakkede vi om engagement og glæden ved det, man foretager sig. Og efter megen overvejelser tog jeg afsked med Sunshine og de andre firbenede og tobenede i ridecentret. Det er ikke sikkert, at det var en klog beslutning på sigt. Men lige nu føles det helt rigtigt, og i stedet blev der energi og plads til at lege lidt med glas.
Hov - så sidder "han" der på skulderen igen med "burde og skulle".  Kunne jeg måske godt klare flere timer på arbejdet, nu det går så godt. Her gælder det om hurtigt at mane til fornuft og ro. Og huske på, at det jo præcis er fordi, jeg arbejder meget lidt, at jeg også har overskud til at komme i gang med at foretage mig det, der giver mig så stor glæde.

Arbejd i efteråret - glæd dig i foråret - 3 lag, der er mere på vej 

På vej mod mental robust

Udsigten fra mit værelse - skøn hele dagen 

Tænk at det nu er to uger siden, jeg vendte næsen hjem efter ophold i Ry. Og hvilken hjemvendelse –  masser af gå-på-mod og fyldt til bristepunktet med gode oplevelser og optimistiske forventninger til fremtiden. Følelser, der sneg sig ind undervejs i Ry, det var bestemt ikke sådan fra starten, ej heller midtvejs, men hen mod slutningen var der en slags åbenbaring om formålet med hele rejsen og om, at det helt sikkert ville lykkes at vende en synkende skude.

Det hele var meget intenst i Ry, og alt er meget anderledes, når man står i hverdagen og ladt alene med projektet. Selvfølgelig ikke alene alene – der er jo manden i mit liv – men det er på en helt anden måde end sammen med syv andre kvinder, som tager på den samme ”rejse”, og hvor man hver dag bliver holdt op på de ting, man erfarer og tager til sig og hele tiden er i dialog omkring dette. Der mærker jeg, at jeg er alene nu.

Første uge hjemme gik rigtigt godt. Jeg var stadig helt høj og opfyldt af alt det gode, jeg var begyndt at mærke. Jeg var også sideløbende begyndt at sove flere timer i træk om natten i Ry, og jeg havde faktisk færre smerter.

De sidste kom først tilbage. Og jeg har selvfølgelig tænkt på, hvad der var anderledes deroppe, og hvad jeg kunne tage ind i min dagligdag for at undgå at komme tilbage i min gamle trummerum og dermed særligt den onde smertecirkel. Så ”forklarer” jeg, at i Ry tager man jo rigtigt meget hensyn til sig selv og gearer efter evnerne. Men hvad skulle der være i vejen for at gøre det herhjemme? Kun ganske få timers arbejde og ingen børn i huset. Der er næsten kun de forpligtelser, jeg selv roder mig ud i, så der er gode muligheder for at kopiere de gode vaner fra Ry.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er en af de store syndere herhjemme fjernsynet. Jeg er nysgerrig og bange for at glip af noget, hvis jeg slukker. Førhen tænkte jeg, tv var tidsspilde, hvis jeg ikke sad med noget håndarbejde samtidig. Sådan er det slet ikke mere. Nærmest omvendt. Enten er jeg for træt og sidder bare og glor, men hvis jeg laver håndarbejde, skal jeg have tv’et kørende samtidig. Endda også hvis jeg hiver en af de afstressende malebøger – hvilke jeg i øvrigt er indehaver af adskillige af – frem. Og det er jo helt forkert. Det mister totalt mening.  I Ry var det overordnede tema mental robusthed og en stor del af indholdet refleksion og refleksion i flere former. Og der fik i alt fald malebogen en helt ny betydning for mig. Men uden tv eller andre forstyrrende elementer. Og sjovt nok, lige så godt malebogen fungerer for mig, lige så meningsløst kan det forekomme en anden, der nærmest er ved at dø af grin over voksne med malebøger og farveblyanter.  Vi fandt hver vores favoritter. Jeg er f.eks.  ikke til afslapningsmusik og slet ikke til lyde af vand. Ej heller måger.

I forhold til opfattelsen af tidsspilde, så er det nok også en af grundene til, at jeg ikke har været fuldstændigt disciplineret i forhold til at sørge for mine liggende hvil med ørepropperne. Som jeg burde tage mig tid til et par gange om dagen. Det er da det rene tidsspilde. Eller er det? 

I alt fald var intentionerne helt ægte, da jeg drog hjem fra Ry med den handleplan, jeg havde udfærdiget. Og rent faktisk vurderet og ændret på i forhold til, at det jo også skulle være realistisk, at jeg kunne holde den. Jeg var meget bevidst om ikke at sætte barren for højt. Syntes jeg da.

Og så viser det sig nu, to uger efter hjemkomst, at jeg alligevel har problemer med at holde mine aftaler med mig selv. Og det virker helt forkert set i lyset af, at jeg allerede nu kan mærke, hverdagens åg komme snigende og generobre både krop og sind. Det er da for dumt.

Jeg vil så gerne lykkes med det her projekt - og føle glæde og engagement. Så jeg repeterer lige. 

Og husker de gode ting. Og refleksion. Og forventningsafstemning. Det er jo så simpelt. Og let – eller……?

Er al forandring svær? 

Grund til bekymring?

En af mine frysende juleroser 

I dag var sådan en dag med alle facetter. Et surt gammelt ribs, skrålende glad på vej i bil eller ondt-i-maven over køreturen fordi jeg ikke synes, det er fedt at køre på fynske motorvej alene – eller alene i min bil sammen med alle de andre tosser, der begiver sig afsted i deres bil på samme fredag. Forudindtaget: der er ALTID en ulykke på fynske motorvej, man holder ALTID i kø der. Og jeg har kørt turen alene nu to gange og er sust syngende lige igennem. For øvrigt også flere andre gange, hvor jeg havde chauffør. Så måske jeg skal lægge ondt-i-maven over køreturen på fynske motorvej på hylden nu?

Sur og ked af det – og ærgerlig allerede fra i går, da jeg telefonisk fornemmede, hvad enden på aftalen med smerteklinikken i dag ville blive, nemlig at de ikke havde flere tilbud. Øv. På trods af, at jeg en gang har fået at vide – dog ikke af denne læge - : bare rolig, det vil ikke ske, at vi løber tør. Men det gjorde vi så alligevel. Så var ærlig talt lidt trist, da jeg satte snuden mod Jylland igen med aftale om, at jeg kunne ”holde fri” i de to uger, jeg er i Ry og lidt til, og derefter ses vi igen til enten ja tak til noget, jeg ikke er helt sikker på, jeg har lyst til, eller ja tak til afslutning. Sådan blev det ikke præcis sagt, men det var det, der lå i ordene. Og følte, ”godt så, nu bliver du så overladt til dig selv”. Hvilket jeg hele tiden har frygtet. Når de klogeste ikke har mere at byde på, så er det skidt. Og strejftænkte også på de, der griber til den endnu ikke lovlige cannabis. Ikke fordi jeg ikke har haft forståelse for dem før, for det har jeg da. Men jeg har alligevel tænkt, at det var et drastisk skridt. Og tænker også, at det stadig ikke er mit valg. Men skuffet og ærgerlig det er jeg.

I det humør lander jeg i min indkørsel og undrer mig så over vand på trappen. Det ser jeg allerede fra bilen. Søger selvfølgelig årsager, der har ikke været is, så det er ikke smeltet vand fra udhæng (selvfølgelig ikke, åndsvagt), ingen kan have væltet noget, hunden er inde. Så opdager jeg, at der er frit indblik til gangen, ergo nogen har vasket ruderne i min dør. Og se, så er der også vådt under køkkenvinduet.  Først tænker jeg, at naboens vinduespudser har taget fejl af husnumrene. Ej hvor sandsynligt er det lige? I samme øjeblik ringer min søn og spørger, om jeg er kommet hjem, og om jeg har lagt mærke til noget. Han synes lige, at hans vinduespudser kunne tage vores med i dag. Jamen det er jo herligt, det var tiltrængt oven på julestormen. Og i øvrigt, så kommer han en gang i måneden det næste år. Jamen hallo – vi er lige begyndt på året. Sikke en uventet og fantastisk overraskelse. Så kan det da nok være, at mundvigene kunne få vendt opad igen. Har ellers lært, at der skal tre positive oplevelser til at vende en negativ. Men ikke i dette tilfælde. Da rakte denne ene positive og søde tanke fra min søn til at vende hele morgenens og formiddagens elendighed. Og lige pludselig var mit forhold til den lave vintersol lige knap så anstrengt som forleden, hvor den skulle igennem efterladenskaberne fra Urd – som nordmændene valgte at kalde den irriterende julestorm, der tog vores juletræ i haven med forleden.  

 Nu kan jeg se frem til 14 dage i Ry, hvor jeg skal have fokus på min mentale robusthed. Mangler lige at få svar på MR og blodprøver, som blev presset ind mellem jul og nytår, både fordi jeg havde flere smerter og følte mindre kraft i benet end normalt, og fordi mine lymfocytter falder, hvilket medicinen er skyld i. Bedst vil det jo være – her op til Ry – at alt er falsk alarm, og at vi fortsætter som hidtil. Men apropos MR, så forstyrrede den min julefred så eftertrykkeligt. Fordi jeg altid kan bekymre mig om alt muligt ligegyldigt, og  denne gang om en MR-skanning. 

Det er bare blevet min hadeundersøgelse. Jeg var sikker på, at det ville være umuligt at få mig ind i røret denne gang, og da jeg lå der, var jeg sikker på, at de måtte køre mig ud allerede, inden vi var kvartvejs. Sådan gik det jo ikke. Men jeg må tilstå, at jeg med tiden er blevet meget forstående over for de, der ikke kan gennemføre, og jeg kender et par stykker. Det ville jeg aldrig kunne have forstået for 3 år siden.  De første 20-30 minutters tid gik med åndedrætsøvelser og forsøg på at tænke på ”noget godt”. Det blev et helt krampagtigt forsøg på at mindes min smukke datter ved hendes bryllup for kort tid siden, og selv om der var masser af gode ting at huske ved den dag, så lykkedes det ikke. Slet ikke. Efter den efterhånden obligatoriske tissepause – denne gang aftalt – faldt der ligesom ro på. Og resten af undersøgelsen kunne foregå i god ro og orden. Ved ikke, hvad jeg skal gøre for at få et mere afslappet forhold til lige præcis den undersøgelse igen. Og det er jo indtil videre en tilbagevendende begivenhed. Men skal da lige love for, at humøret var højt på vejen hjem. Så lettet og tangerende til det euforiske.

Et skønt øjeblik, som jeg forsøgte at genkalde imens magneterne buldrede løs.

I dag holdt det gode humør ved og blev hjulpet yderligere på vej, da husets labrador logrende kom ind fra haven og afslørede sin fundne skat, en afgnavet nordjysk grønkålsstok stak ud af munden. I flere aftener har den været umulig at kalde ind, fordi noget i baghaven optog den. Troede, den kunne lugte en kat eller et andet dyr. Men nej, det var såmænd resterne fra vores nytårsaften. Var der ikke engang nogle bolsjer, der hed hundeprutter?   

Godt nytår.

Tænkte egentlig, da jeg så busken, nøj den ser lige så træt ud, som jeg føler mig.
Men  nu synes jeg snarere, den ligner en lille ballerina.

December åh december ......

Jeg har altid været helt pjattet med december og jul. Og pynt. I kassevis. Næsten som Gertrud Sand. Men med årene har jeg fundet ud af, at mindre kan gøre det. Dette ikke fordi, jeg ændrede min holdning til al pynten men mere fordi, jeg ikke magtede at pakke frem og tilbage. Det tager sørme tid at få huset pyntet op, og hvor det før tog en dag med hele molevitten, så tager det nu hen imod en uge kun med cirka  det kvarte. Men det gør ikke så meget. Og resultatet er måske lidt mere overskueligt og knap så overvældende. På den gode måde altså. Og i år var jeg faktisk så ”heldig”, at jeg lige fik rejst  mig fra en lille uges totalt nedbrud og blev klar til juleri lige omkring 1. søndag i advent. Forud var gået flere dage med dovnen og soven og smerter og kasten op i en næsten” det får ingen ende- tilstand”. Men det fik ende – igen . Og der blev overskud til julepynt og endda lidt selskabelighed. 

Og i sidste time kom min søn forbi med – den traditionelle, var jeg lige ved at sige, skal jo passe lidt på, men det har været sådan de sidste 4-5 år – pakkekalender. Datteren havde også givet mig en, sidst hun var hjemme. Og dermed var der lagt op til, at mørke decembermorgener pludseligt skulle være   meget mere hyggelige.  Når jeg har fundet de rigtige pakker – der er nemlig ikke frit valg – tager jeg dem sammen med morgenkaffen ind i stuen  og pakker ud i halvmørket. Kun oplyst at TV2 og Go morgen Danmark og juletræet i haven. Go Morgen Danmark er blevet en fast følgesvend, efter at jeg holdt op med at være den travle hårdt fuldtidsarbejdende kvinde, der skulle ud af døren klokken før de fleste andre i gaden var stået op. 

Jeg nyder mine morgenener , og jeg forsøger at blive bedre til at slappe af og lære, at det er ok, at jeg ikke deltager i det ”pulserende” liv, hvor man travlt og målrettet er på vej meget af tiden. Selv om jeg ikke havde forestillet mig, det var sådan, det skulle være, når børnene flyttede hjemmefra.  Vi havde faktisk glædet os til at score kassen, tjene penge, så vi kunne flotte os, hvad man jo ofte ikke kan så længe, man er børnefamilie. Vi kunne i alt fald ikke. Og det kan vi så heller ikke nu.

Ikke sådan at vi lider nogen nød. Nej sådan er det ikke. Det er bare ikke det, vi havde planlagt. 

Og det skal man selvfølgelig passe på med, det med at planlægge. Jeg kender den første håndfuld, der med garanti ikke endte med det, de planlagde. Men tror, vi alle planlægger – eller drømmer om – i et eller andet omfang. Og lever efter, at  stadig er det naboen, der bliver ramt af sygdom, ikke os selv. Og heldigvis for det. At vi stadig drømmer og planlægger. Synes jeg.

Det sværeste er ikke økonomien, det sværeste er at acceptere begrænsninger.  Og hvorfor der er blevet begrænsninger i mit liv. Og i det hele taget, at jeg er blevet syg.  Kronisk syg modsat før, hvor jeg blev akut syg en sjælden gang. Noget, der gik over. Og selv om jeg har øvet mig siden Ry på en sætning, jeg fik med derfra ”jeg har to kroniske sygdomme, og derfor er det forståeligt og ok, at jeg er ude af balance”, ja så er jeg ikke kommet meget videre. Jamen så "glæd dig over det, du kan og lad være med at ærgre dig over det, du ikke kan". Det er ikke mit motto.  Det første gør jeg, men ikke det sidste. Nogen siger,at når en dør lukkes, åbner en ny. Altså, jeg kan sy og strikke, - det kunne jeg også før. Jeg kan tage med på tur i skoven med familien og rollator. Det kunne jeg også før. Uden rollator. Og sådan kan jeg blive ved. Alt det, jeg kan nu, ja det kunne jeg også før. Bare endnu bedre og endnu mere. Der er ikke noget som helst, der er blevet bedre ved byttet fra rask til syg. Jeg er ked af at sige det. Og så lyde rigtigt gnaven og irriteret, og det er jeg også. Og ja, jeg ved godt, at det kan jeg ikke bruge til noget som helst - og hvad så? Der er mange, der har det meget værre end mig. Ja det er der. Og der er rigtigt mange, jeg ikke vil bytte med. 

Jeg ER glad for det, jeg kan. Men det kan ikke er fjerne ærgrelsen over det, jeg ikke kan. Sådan er det. Og så kommer jeg alligevel i tanke om noget, jeg ikke kunne, da jeg var rask og travl. Morgenkaffen til Go Morgen Danmark. 

The Queen of Sheba og Elvis og meget mere ......

Var på kroen i dag efter de sidste glemte effekter fra den store dag for en uge siden. Vi gjorde en lille tur ud af det, kørte små omveje, sådan noget, som vi var rigtigt gode til, da vi var unge, og inden vi fik børn. Efterårspaletten er ved at udfolde sig, det kunne vi sagtens se trods det triste grå og våde vejr. Det blev til en længere tur, hvor vi nød farverne og lod tankerne og snakken gå tilbage til i lørdags. Vi har snakket meget om det allerede, men der er også meget at sige, det var en fantastisk dag og aften for os, vi nød det hele i fulde drag.

For mit vedkommende har der været en del bekymring op til, om hvordan jeg skulle få kræfterne til at slå til til hele arrangementet. Det er jo ikke lige den dag, man har lyst til at gå kold halvvejs inde i festen, jeg ville så gerne være skarp hele aftenen.  Vi havde øvet kjolesnøringen og taget tid, så vi vidste præcis, hvornår vi skulle i gang, så det passede med afgang herhjemmefra. Og der var – selv om det hele strittede på mig ved tanken om det – arrangeret, så jeg kunne ligge i brudesengen undervejs.

Selv om påklædningen af bruden var øvet, så var der alligevel optræk til panik lige efter start, for det er det, der sker for mig , at pludselig ser snøren og trenserne fuldstændigt fremmede ud for mig. Jeg har hverken logikken i hjernen eller kræfterne i hænderne, så farmand bliver hidkaldt. Træls at jeg er så dum, og heldigt at han har aftjent sin værnepligt og lært at snøre en støvle, så den holder og åbenbart godt kan huske det, selv om det er over 30 år siden. Men i fællesskab fik vi trukket båndet gennem alle trenser, jeg var ikke i  tøjet endnu, men manden, der nærmest allerede var kommet i skruddet, måtte have det hele af igen, og i hver vores gamle t-shirt stod vi og svedte og trak på skift og hold op, hvor det lykkedes. Og her kan lige tilføjes, at selv om damen i brudekjoleforretningen havde forklaret, at mor nok måtte med på toilettet et par gange mindst i løbet af bryllupsaftenen for at stramme op, ja så holdt det her sgu. Også fuldstændigt. Og der var ingen fare for, at bruden ville synke sammen under højtideligheden i kirken, dertil var hun simpelthen snøret for stramt. Der blev ikke strammet op en eneste gang under festen, hurra for farmand og militær disciplin. Og da panikken havde lagt sig, blev vi færdige til bestemt tid, og både far og mor kunne nå at komme i deres stadstøj, mens bruden blev plantet midt på stuegulvet på en skammel, så intet blev krøllet mere end højst nødvendigt. Senere blev hele baduljen proppet ind på bagsædet af vores i dag lille Kia Venga, hvor det alligevel var umuligt at se, hvad der var op og ned i det hvide brus – men hun var glat indtil da.

Selv om kjolesnøringen var lidt af et nederlag for mig, så har jeg heldigvis kunnet være nyttig undervejs i planlægningen af den store begivenhed. Kristina har haft arrangeret meget lige fra hjemmelavede invitationer til sanghæfter til kirken. Musikken i kirken var heller ikke tilfældig. Organist Henriette måtte i gang med at indøve ny musik, så far og datter kunne gå op ad kirkegulvet til The Arrival of the Queen of Sheba. Et af faderens yndlingsstykker, og nu også datterens. Og det blev så smukt. Ved ikke, hvor mange i kirken udover far, mor og datter, der bemærkede dette nøje udvalgte og særligt smukke stykke musik, næppe ret mange, men vi tre nød det i fulde drag. Og da brudeparret kom ud af kirken, stod vi klar med risposerne. Kristina havde dagen forinden klart udtrykt, at hun godt nok blev skuffet, hvis der ikke var ris. Og alle mine indvendinger som ”gider de godt have det griseri ved kirken” og ”er der ikke noget med, at fuglene ikke tåler…”  ”Kirken har ikke noget mod ris udenfor, og det med fuglene er noget sludder”…, ja så måtte jeg i gang og være kreativ. Og tænk – øverst i et skab i soveværelset fandtes sammen med min brudekjole minsandten også mit gamle slør – og det blev ofret i frugtbarhedens navn.

 Aftenen forløb glat, også for mit vedkommende. To gange var jeg i brudesengen – eller rettere på – for jeg var meget forsigtig. Skubbede puder væk, og lå helt musestille på madrassen. Bagefter glattede jeg rynkerne ud, og man kunne faktisk slet ikke se, at jeg havde været der. Men de to pauser gjorde, at jeg lige præcis holdt hele aftenen og lidt til, inden jeg landede i min egen seng ved 3-4 tiden. Og alle mine bekymringer for, hvad jeg ville misse undervejs, ja dem kunne jeg have sparet mig. En meget samarbejdsvillig toastmaster sørgede for, at jeg blev varslet på telefonen, hvis noget, han ikke kunne styre, var undervejs, og ellers var aftalt tidspunkt, hvor jeg kom tilbage. Så han satte sådan set festen på stand-by, men det ved ingen udover ham og mig – næsten –. Tror i alt fald ikke, at nogen af gæsterne bemærkede, at de var ”parkeret”, indtil jeg var tilbage. Det blev en rigtig dejlig aften, og jeg nød det i fulde drag.

Nu er det jo ikke sådan, at et bryllup ændrer det store i dagligdagen, hverken for de unge mennesker, som allerede har øvet sig på samlivet i nogle år eller for os, hvor datteren allerede har forladt hjemmet for flere år siden. Og alligevel – så er det da underligt at tænke på, at vores datter nu er èns hustru. Og senere formentlig/forhåbentlig en andens mor. Lige nu er familien forøget med en svigersøn, Lars, som jeg holder utroligt meget af. Han er faktisk fejlfri – eneste svage punkt er, at han er ikke-flytbar, hvor min datter, tænker jeg, kunne slå sig ned næsten hvor som helst. Og det er ikke en hemmelighed, at jeg forfærdelig gerne ville have dem tættere på, og jeg gider ikke høre, ”Sjælland da ikke er langt væk”.” Det kunne da være værre, f.eks. Australien”, er der endda nogle, der drister sig til at foreslå, når jeg klager min nød. Men for mig, er alt over 1-1/2 times transport svær at overskue. Og jeg gad da godt have dem lige om hjørnet. Men sådan er det. Jeg er jo heller ikke specielt flytbar. Jeg holder meget af Lars, men vigtigst af alt, jeg ser jo, at han gør min datter glad. Allerede nu har jeg set, at han er den solide klippe, hun kan læne sig op ad, når noget er svært. Der har de allerede været. Han er en meget stille fyr, men i lørdags tog han ligodt ordet, og ikke et øje var tørt, da han med stille men klar stemme sang ”I can’t help falling i love with you”. At Kristina sang for ham lå næsten i kortene, hun er jo sanger, og en god en, men at han tog ordet på den måde, var helt klart aftenens allerstørste overraskelse. I alt fald for mig.  

Her lige præcis en uge efter vores store begivenhed, er det først, at jeg er ved at være tilbage på normal igen. Jeg havde flyttet min arbejdsmandag til tirsdag i forventning om, at jeg nok ikke ville være klar til arbejde allerede mandag. Men det var jeg så sandelig heller ikke tirsdag. Mandag tillod jeg mig dog at invitere et par veninder på et kort ”har-I-ikke-lyst-til-et-stykke-bryllupskage” visit. Jeg brændte jo efter at snakke om vores fantastiske lørdag. Men ellers gik tre dage i stilhed, før jeg igen kunne melde klar. Men det er da også okay. Godt nok varede brylluppet ikke 8 dage – men tre dage gik der da med æresport, fest og morgenkaffe og farvel og tak for denne gang. Og det var efter en anderledes begivenhedsrig weekend, vi vinkede farvel til datter og svigersøn, da de drog tilbage over bæltet.

 Skuld gammel venskab  og Æresportens endeligt.

Genoplivning

Efter lang tids tavshed herpå bloggen, ikke fordi, jeg ikke har haft noget på hjerte, men mere fordi, jeg ikke har kunnet svinge mig op til at sætte mig ved en pc, så tænker jeg, at jeg vil forsøge en genoplivning. Men det har været en sommer med udfordringer, der ikke har levnet tanker eller energi til nedfældning, der har været forsøgt ændringer i medicin på grund af bivirkninger, og trods svigtende sommer i sommertiden har jeg været umanerligt generet af varme, som gik direkte i benene og krævede et hurtig sid-ned og helst foran den hurtigt indkøbte blæser fundet blandt Nettos spotvarer en tilfældig lørdag.  Ja vi kan da godt grine – også indforstået hentydende til min alder – men det ændrer ikke på, at det saftsuseme har drænet mig for både energi og humør.

Det ville være smart, om man kunne ride videre på en overskudsbølge et stykke tid, efter at det er begyndt at gå nedad på overskud igen. Men sådan fungerer det ikke for mig. Mit batteri lader for det meste ikke langsomt af men stryger direkte på fladt uden noget varsel. Og selv om jeg har prøvet det igen og igen over lang tid efterhånden, så overrasker og undrer det mig alligevel. Jeg har to typer dage, og kontrasten mellem dem kan være lille eller enorm. 

Dag 1: Faktisk havde jeg ikke selv opdaget det helt endnu, da min tandlæge kommenterede på det forleden. ”Har du det bedre? Du ser bedre ud” – og ja, - jeg mærkede efter og havde slet ikke opdaget – det var altså også ret tidligt på dagen – hvor god en dag, det var, og at jeg havde det rigtigt godt. Og det varede ved hele dagen og hele næste dag med. Fantastisk! Aj det er nok også et voldsomt ord, men det føltes bare så herligt og overskudsagtigt. Det var endda en god hårdag og en god negledag – det hele spillede bare. Og på sådanne dage er smerterne jo også meget nemmere at håndtere. De fylder slet ikke på samme måde, og trætheden er nærmest ikke eksisterende.. Og det er her, jeg husker, det er vigtigt, at jeg får hvilet, selv om jeg har overskud, for det kan meget vel være begyndelsen på derouten, når jeg ignorerer de bitte små signaler, der kan være lette at overhøre på sådan en dag. Men jeg holdt til punkt og prikke de små hvil i løbet af dagen, tempoet helt afpasset mit niveau. Men nåede også en masse af de projekter, der er undervejs for tiden. Gode forventningsfyldte projekter til en dejlig anledning. Om en uge er der bryllup i familien, og der er fuld tryk på forberedelserne. Selv om det skal holdes ude, så er der jo mange små (kreative) ting, man kan fornøje sig med optil. Og det har været hyggeligt, og der har ikke været stress på for mit vedkommende med diverse klippe-klistren. I bund og grund ting, som jeg typisk hygger mig med og ikke stresser over, når der er tid nok. Og det har der været. 

Dag 2: Det har været en udmærket nat, faktisk har jeg kun været vågen en gang modsat så ofte hver time. Benene er så tunge, at jeg lige magter at slæbe dem ind til lænestolen for at sætte mig der og langsomt vågne og få liv i lemmerne. Ganske halvhjertet, der kommer ikke liv nogen steder. Jeg tager mig en formiddagslur og en middagslur – og jeg er stadig træt, da vi kører på et lille lynvisit til sønnen og dennes skønne 9 ugers hvalp. Heldigvis gider den sidde og hygge på skødet i dag, så jeg ikke skal spille bold, trække snor og, hvad der ellers kan aktivere sådan en fyr. Hele spisebordet flyder med klippe-klistre, sjovt nok, i dag hedder det flyder, som er et negativt ladet ord, og rodet virker også fuldstændigt negativt på mig i dag. Helt uoverskueligt. I går generede det ikke.  Efter hårvask mærker jeg igen, hvor tung min føntørrer er. I dag. Posten må blive i postkassen, hvis det er mig, der skal afhente. Der er alt for lang vej ned ad indkørslen.  Det eneste, der er, som det plejer – eller endda måske bedre i dag end på en god dag - er vingummierne. Og det har jeg sagt til diætisten, at det er min erfaring, at både mod træthed og smerter så er vingummi – dem med lakridssmag i den ene ende – gode. Og hun har givet mig medhold. De virker.  Og i dag er manden hårdt ramt af forkølelse, så han heller ikke kan overskue aftensmaden. Men vi kan dog overskue at tage telefonen og ringe efter en pizza.  Længe leve de lette løsninger.

P.S.: jeg glemte at få dem sliced.......

2 år og ikke klogere ....

Lige nu runder jeg to år med MS-diagnosen. Kun diagnosen, for MS’en har uden tvivl være til stede i flere år end to. Ligesom mange andre, der får diagnosen, har oplevet det. Men forskelligt fra mange andre, som har søgt en forklaring – en diagnose – på nogle symptomer, de havde, har jeg ikke. At jeg havde mine mærkelige ben var let at forklare – for mig – med rygproblematikken. To rygoperationer, der ikke gav det gode resultat, jeg havde håbet på. Og alle de andre problemer kunne fint passes ind med stress i forhold til min arbejdssituation og bivirkninger fra den stærke smertestillende medicin.

Lige i øjeblikket ændrede MS-diagnosen ikke noget for mig. Jeg blev ikke lettet og ikke bange. Husker mest, at jeg blev trist. Måske over at skulle slæbe endnu en sygdom ind i familien, måske fordi jeg inderst inde vidste, at nu blev ingenting for alvor bedre. Det sidste kæmper jeg så alligevel lidt med endnu. Jeg står stadig op en morgen og tænker: tag dig nu sammen og kom ind i kampen. Det kan for pokker ikke passe det her, at du er så sløv og ugidelig. Det handler bare om at tage sig sammen og komme i gang. Sving dig nu op. Osv. Indvendige Pep-talks i massevis. Men det er som om, de overhovedet ikke virker. I mine fornuftige øjeblikke ved jeg jo udmærket, at det er ok, at jeg ikke orker. At jeg er syg. 

Den sætning var svær at sætte på tryk. 

Måske jeg skal skrive 100 gange på tavlen: jeg er syg. Hvad var det nu for en ”læresætning” jeg fik at psykologen i Ry. ”Jeg er i ubalance, og det er forståeligt, for jeg har to sygdomme” skulle jeg sige højt til mig selv hver dag.  For over et år siden. Og i sidste uge sagde lægen til mig: Jeg tror, at det er sygdomserkendelse, du mangler. Jamen for pokker. Stadig? Hvor meget skal der til? For at erkende? Ja det må jeg nok spørge om…….

Jeg kan simpelthen ikke fatte, at jeg har en sygdom, der varer evigt. Eller to faktisk. Jeg tænker stadig ind imellem, at ”når jeg får det bedre igen, så vil jeg/skal jeg ……….. ” Og i sekundet efter bliver jeg smadderfrustreret over at komme i tanke om, at jeg ikke får det bedre. Og så piber jeg lidt over det.  Og tænker, at jeg burde være taknemmelig over, at jeg først er blevet ramt ret sent i livet. Jeg har jo haft masser af gode år uden sygdom, hvor andre har kæmpet hele livet. Jeg har ikke små børn modsat mange andre med MS, og modsat dem kan/skal jeg bare tage hensyn til mig selv. Hvis bare jeg kunne for mine frustrationer. Så hellere lade jeg som om, der ikke er noget i vejen og overpræstere. Eller også have ondt af mig selv over alt det, jeg går glip af og ikke kan.  Nogle er bare så seje og tager livet med svær sygdom i stiv arm. I alt fald ser omgivelserne ikke andet. ”hun tager det bare det så flot” – Sådan er jeg ikke. Jeg tager det ikke flot.

Jeg lå i MR-røret i næsten to timer forleden. Et ret nyt og stort MR-apparatur. Men der var ikke plads til hørebøffer. Og de der små gule skumfiduser fra byggemarkedet, de nytter ikke meget. Det tog jeg heller ikke flot. Lå og pressede det ene øre så langt op i hjørnet, det kunne lade sig gøre (eller det kunne nok ikke lade sig gøre at presse noget som helst) – men den venstre skumfidus slog i alt fald slet ikke til. Det var infernalsk larm, og jeg lå der og tænkte på støj som tortur og ”kvinden i buret” og hvor langt, der var igen osv.  Og halvvejs i undersøgelsen var jeg nødt til at bruge panikbolden, for første gang nogensinde. Jeg møgfrøs pga. den kølende brise, der blæste ind i røret, jeg skulle tisse, og da der ikke var nogen forbindelse til ”kontroltårnet” kunne jeg ikke spørge, hvor lang tid, der var tilbage. Så der var ingen vej udenom, et klem om bolden, og undersøgelsen blev afbrudt. Jeg ved godt, det er til meget ulejlighed - og beklagede. Og fik at vide, at vi kun var halvvejs, at hun nu var nødt til at tage nogle billeder om. Jeg ved det. Ikke flot! På trods af, at jeg efterhånden er ret rutineret i disciplinen MR. Rutineret men stadig med et anstrengt forhold til. 

Men heldigvis er besøget os neurologen anderledes positivt. Jeg har en meget venlig og tålmodig neurolog, og jeg håber, at han holder lige så længe som mig. Og han fortæller, at sygdommen ikke har udviklet sig. Alt er status quo. Jeg tænker, at med MS må man være tilfreds med status quo, når man er mig. Og fremtiden er svær at forestille sig. Men når der nu ikke er sket yderligere i to år, hvorfor skulle der så ikke være fred i to mere? I alt fald vil han først se mig om et år igen. Hvis ikke jeg oplever forværring inden da. Han fortæller, at man har fundet ud af, at nogle patienter med MS formentlig aldrig går fra attakvis til progressiv, men at noget tyder på, at sygdommen brænder ud. Den gruppe vil jeg gerne tilhøre.