søndag den 23. oktober 2016

The Queen of Sheba og Elvis og meget mere ......



Var på kroen i dag efter de sidste glemte effekter fra den store dag for en uge siden. Vi gjorde en lille tur ud af det, kørte små omveje, sådan noget, som vi var rigtigt gode til, da vi var unge, og inden vi fik børn. Efterårspaletten er ved at udfolde sig, det kunne vi sagtens se trods det triste grå og våde vejr. Det blev til en længere tur, hvor vi nød farverne og lod tankerne og snakken gå tilbage til i lørdags. Vi har snakket meget om det allerede, men der er også meget at sige, det var en fantastisk dag og aften for os, vi nød det hele i fulde drag.
For mit vedkommende har der været en del bekymring op til, om hvordan jeg skulle få kræfterne til at slå til til hele arrangementet. Det er jo ikke lige den dag, man har lyst til at gå kold halvvejs inde i festen, jeg ville så gerne være skarp hele aftenen.  Vi havde øvet kjolesnøringen og taget tid, så vi vidste præcis, hvornår vi skulle i gang, så det passede med afgang herhjemmefra. Og der var – selv om det hele strittede på mig ved tanken om det – arrangeret, så jeg kunne ligge i brudesengen undervejs.

Selv om påklædningen af bruden var øvet, så var der alligevel optræk til panik lige efter start, for det er det, der sker for mig , at pludselig ser snøren og trenserne fuldstændigt fremmede ud for mig. Jeg har hverken logikken i hjernen eller kræfterne i hænderne, så farmand bliver hidkaldt. Træls at jeg er så dum, og heldigt at han har aftjent sin værnepligt og lært at snøre en støvle, så den holder og åbenbart godt kan huske det, selv om det er over 30 år siden. Men i fællesskab fik vi trukket båndet gennem alle trenser, jeg var ikke i  tøjet endnu, men manden, der nærmest allerede var kommet i skruddet, måtte have det hele af igen, og i hver vores gamle t-shirt stod vi og svedte og trak på skift og hold op, hvor det lykkedes. Og her kan lige tilføjes, at selv om damen i brudekjoleforretningen havde forklaret, at mor nok måtte med på toilettet et par gange mindst i løbet af bryllupsaftenen for at stramme op, ja så holdt det her sgu. Også fuldstændigt. Og der var ingen fare for, at bruden ville synke sammen under højtideligheden i kirken, dertil var hun simpelthen snøret for stramt. Der blev ikke strammet op en eneste gang under festen, hurra for farmand og militær disciplin. Og da panikken havde lagt sig, blev vi færdige til bestemt tid, og både far og mor kunne nå at komme i deres stadstøj, mens bruden blev plantet midt på stuegulvet på en skammel, så intet blev krøllet mere end højst nødvendigt. Senere blev hele baduljen proppet ind på bagsædet af vores i dag lille Kia Venga, hvor det alligevel var umuligt at se, hvad der var op og ned i det hvide brus – men hun var glat indtil da.

Selv om kjolesnøringen var lidt af et nederlag for mig, så har jeg heldigvis kunnet være nyttig undervejs i planlægningen af den store begivenhed. Kristina har haft arrangeret meget lige fra hjemmelavede invitationer til sanghæfter til kirken. Musikken i kirken var heller ikke tilfældig. Organist Henriette måtte i gang med at indøve ny musik, så far og datter kunne gå op ad kirkegulvet til The Arrival of the Queen of Sheba. Et af faderens yndlingsstykker, og nu også datterens. Og det blev så smukt. Ved ikke, hvor mange i kirken udover far, mor og datter, der bemærkede dette nøje udvalgte og særligt smukke stykke musik, næppe ret mange, men vi tre nød det i fulde drag. Og da brudeparret kom ud af kirken, stod vi klar med risposerne. Kristina havde dagen forinden klart udtrykt, at hun godt nok blev skuffet, hvis der ikke var ris. Og alle mine indvendinger som ”gider de godt have det griseri ved kirken” og ”er der ikke noget med, at fuglene ikke tåler…”  ”Kirken har ikke noget mod ris udenfor, og det med fuglene er noget sludder”…, ja så måtte jeg i gang og være kreativ. Og tænk – øverst i et skab i soveværelset fandtes sammen med min brudekjole minsandten også mit gamle slør – og det blev ofret i frugtbarhedens navn.


 Aftenen forløb glat, også for mit vedkommende. To gange var jeg i brudesengen – eller rettere på – for jeg var meget forsigtig. Skubbede puder væk, og lå helt musestille på madrassen. Bagefter glattede jeg rynkerne ud, og man kunne faktisk slet ikke se, at jeg havde været der. Men de to pauser gjorde, at jeg lige præcis holdt hele aftenen og lidt til, inden jeg landede i min egen seng ved 3-4 tiden. Og alle mine bekymringer for, hvad jeg ville misse undervejs, ja dem kunne jeg have sparet mig. En meget samarbejdsvillig toastmaster sørgede for, at jeg blev varslet på telefonen, hvis noget, han ikke kunne styre, var undervejs, og ellers var aftalt tidspunkt, hvor jeg kom tilbage. Så han satte sådan set festen på stand-by, men det ved ingen udover ham og mig – næsten –. Tror i alt fald ikke, at nogen af gæsterne bemærkede, at de var ”parkeret”, indtil jeg var tilbage. Det blev en rigtig dejlig aften, og jeg nød det i fulde drag.
Nu er det jo ikke sådan, at et bryllup ændrer det store i dagligdagen, hverken for de unge mennesker, som allerede har øvet sig på samlivet i nogle år eller for os, hvor datteren allerede har forladt hjemmet for flere år siden. Og alligevel – så er det da underligt at tænke på, at vores datter nu er èns hustru. Og senere formentlig/forhåbentlig en andens mor. Lige nu er familien forøget med en svigersøn, Lars, som jeg holder utroligt meget af. Han er faktisk fejlfri – eneste svage punkt er, at han er ikke-flytbar, hvor min datter, tænker jeg, kunne slå sig ned næsten hvor som helst. Og det er ikke en hemmelighed, at jeg forfærdelig gerne ville have dem tættere på, og jeg gider ikke høre, ”Sjælland da ikke er langt væk”.” Det kunne da være værre, f.eks. Australien”, er der endda nogle, der drister sig til at foreslå, når jeg klager min nød. Men for mig, er alt over 1-1/2 times transport svær at overskue. Og jeg gad da godt have dem lige om hjørnet. Men sådan er det. Jeg er jo heller ikke specielt flytbar. Jeg holder meget af Lars, men vigtigst af alt, jeg ser jo, at han gør min datter glad. Allerede nu har jeg set, at han er den solide klippe, hun kan læne sig op ad, når noget er svært. Der har de allerede været. Han er en meget stille fyr, men i lørdags tog han ligodt ordet, og ikke et øje var tørt, da han med stille men klar stemme sang ”I can’t help falling i love with you”. At Kristina sang for ham lå næsten i kortene, hun er jo sanger, og en god en, men at han tog ordet på den måde, var helt klart aftenens allerstørste overraskelse. I alt fald for mig.  
Her lige præcis en uge efter vores store begivenhed, er det først, at jeg er ved at være tilbage på normal igen. Jeg havde flyttet min arbejdsmandag til tirsdag i forventning om, at jeg nok ikke ville være klar til arbejde allerede mandag. Men det var jeg så sandelig heller ikke tirsdag. Mandag tillod jeg mig dog at invitere et par veninder på et kort ”har-I-ikke-lyst-til-et-stykke-bryllupskage” visit. Jeg brændte jo efter at snakke om vores fantastiske lørdag. Men ellers gik tre dage i stilhed, før jeg igen kunne melde klar. Men det er da også okay. Godt nok varede brylluppet ikke 8 dage – men tre dage gik der da med æresport, fest og morgenkaffe og farvel og tak for denne gang. Og det var efter en anderledes begivenhedsrig weekend, vi vinkede farvel til datter og svigersøn, da de drog tilbage over bæltet.
 Skuld gammel venskab  og Æresportens endeligt.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar