lørdag den 25. marts 2017

Forår forår kom nu snart



I denne uge fik jeg endelig plantet mine nyindkøbte påskeklokketing ud i en krukke, efter at vejrguderne i flere dage havde været imod mig. Det var i alt fald både for koldt og for vådt for mig til frivilligt udendørs sysler. Jo længere vi kommer ind i forårsmåneden, jo mere utålmodig bliver jeg efter at komme i gang med at gøre noget udenfor. Ikke at mine bedrifter der er meget at snakke om, men lidt har jo også ret. Og stol og tæppe i en solbeskinnet lækrog, der kan vi vel alle være med.
Lidt ukrudt får jeg da også hevet op, selv om det er for koldt og vådt endnu. Men der er vist noget om, at det er en god ide at være ude tidligt med sådan noget. Selv om meget er så småt, at det er svært at se, hvad er hvad. Her savner jeg min svigermor og vores havevandringer i foråret, hvor hun vidende pegede ud med "den, der kan du godt fjerne". Hun var den klogeste,  jeg har kendt på det felt. Nu må vi somme tider lader skidtet gro så længe, at noget, vi ikke kan identificere, invaderer, infiltrerer og udkonkurrerer alt omkring sig, eller - som det også sker - rykker jeg noget op, som ikke skulle have været det. Tidligere gjorden manden og kultivatoren kål på meget inklusive utallige forglemmigejer og andet småkravl, men mit lille trekantede bed er kultivatorfrit område. Så længe jeg magter at luge det selv. Omkring dette er jeg realistisk, Lille trekant.
I forhold til handleplanen fra Ry, ja så går det noget trægt med at handle i forhold til den. Det er med den, som det er med andre gode fortsætter, hvad enten vi snakker nytår eller  lidt-mindre-tøj-på-kroppen-sæsonen, der lurer lige om hjørnet. Der er dog den forskel, at som regel sætter jeg barren for højt, men denne gang var den meget bevidst sat lavt. Og alligevel holder det ikke. Det gode er så - hvis man kan sige "gode" om det, for i bund og grund er det noget skidt - at jeg ikke får ført planen ud i livet - at det er, fordi jeg har så travlt med gode ting, at jeg skubber det andet ud. Og mit hoved er fyldt med gode ting. Endelig endelig. Og endelig har  jeg følt indvendig glæde, uden at der har været en bestemt udløsende anledning. Hvad jeg ved af.  Var bare godt tilpas.
Der er da stadig nogle ting, der fylder og trækker mig ned. Især når det handler om mit gamle arbejde. En tidligere kollega, som også har været nødt til at opgive sit gode job pga. sygdom beskrev i sin blog, at hun havde ryddet ud/op i papirer, der vedrørte det gamle job. Det er virkelig min akilleshæl.  Jeg har været der. Og har smidt papirer ud, der vedrørte præcis det job, jeg forlod. Efter at jeg havde gemt dem helt indtil for et par måneder siden. Hvorfor? Troede jeg virkelig, at jeg nogensinde ville få brug for dem igen? Det trak tænder ud. Men men - så var der  mapperne fra al min videreuddannelse. Og bøger/hæfter - i stakkevis. Det var nogenlunde let at overbevise sig selv om det irrationelle i at have læsestof stående med information, som er aktuel i et bestemt tidsrum. Og det tidsrum så længe er overskredet. Meget er hurtigt foranderligt i dag. Hvad, der gjaldt i går, gør ikke i dag. Jamen så ud med det da. Sværere blev det, da jeg nåede til det stof, som stadig kan bruges. Bare ikke af mig.
Der sker for mig en slags binding til store mængder studiestof, som jeg har terpet og terpet og brugt oceaner af tid på. Jeg har aldrig "holdt bål" efter endt eksamen. Og status her blev, kun det forældede røg ud. Resten kom ind i reolen igen. Som hvis jeg nu skulle få brug for det. Som om.
Resultatet var dårligt humør. Følte ikke engang lidt tilfredsstillelse over at have taget mig sammen og rydde ud i noget af det.
Tænker alligevel, at det nok ville være bedst at skille sig af med hele skidtet på en gang og så  overstå den sorg, det er, en gang for alle. I stedet for det her - lidt ad gangen og tilbagevendende. Og hele tiden blive mindet om mit gamle liv.  Det irriterer mig, at vi er så identiske med vores arbejde. Der er da meget større ting i livet, men alligevel er det det første, vi spørger om, når vi møder nye mennesker. Hvad laver du så? Underforstået hvad er dit job? "Hvis du ikke har et arbejde, er du ikke noget" sagde en professor ved Århus Universitet på tv i en snak om arbejdslivets lyksaligheder. Selvfølgelig ironisk angrebet.
Det er virkelig noget, jeg slås med endnu. Efter halvandet år. Og faktisk har jeg jo et lille bitte forsigtigt arbejde.
Det fylder stadig en del, men heldigvis fylder det ikke alt længere. Og særligt efter Ry er der kommet mere glæde og energi ind i hverdagen. Jeg har stadig mine smerter og min ekstreme træthed. Men jeg har også genopdaget nogle gamle glæder. Jeg er kommet i gang med bøgerne igen. Godt nok lidt svingende tempo, men jeg får læst bøger. Og til ende. Jeg er igen i gang med den for uindviede tossede beskæftigelse med at klippe stof i småstykker for at sy dem sammen igen.
I Ry snakkede vi om engagement og glæden ved det, man foretager sig. Og efter megen overvejelser tog jeg afsked med Sunshine og de andre firbenede og tobenede i ridecentret. Det er ikke sikkert, at det var en klog beslutning på sigt. Men lige nu føles det helt rigtigt, og i stedet blev der energi og plads til at lege lidt med glas.
Hov - så sidder "han" der på skulderen igen med "burde og skulle".  Kunne jeg måske godt klare flere timer på arbejdet, nu det går så godt. Her gælder det om hurtigt at mane til fornuft og ro. Og huske på, at det jo præcis er fordi, jeg arbejder meget lidt, at jeg også har overskud til at komme i gang med at foretage mig det, der giver mig så stor glæde.
Arbejd i efteråret - glæd dig i foråret - 3 lag, der er mere på vej