fredag den 6. januar 2017

Grund til bekymring?

En af mine frysende juleroser 

I dag var sådan en dag med alle facetter. Et surt gammelt ribs, skrålende glad på vej i bil eller ondt-i-maven over køreturen fordi jeg ikke synes, det er fedt at køre på fynske motorvej alene – eller alene i min bil sammen med alle de andre tosser, der begiver sig afsted i deres bil på samme fredag. Forudindtaget: der er ALTID en ulykke på fynske motorvej, man holder ALTID i kø der. Og jeg har kørt turen alene nu to gange og er sust syngende lige igennem. For øvrigt også flere andre gange, hvor jeg havde chauffør. Så måske jeg skal lægge ondt-i-maven over køreturen på fynske motorvej på hylden nu?
Sur og ked af det – og ærgerlig allerede fra i går, da jeg telefonisk fornemmede, hvad enden på aftalen med smerteklinikken i dag ville blive, nemlig at de ikke havde flere tilbud. Øv. På trods af, at jeg en gang har fået at vide – dog ikke af denne læge - : bare rolig, det vil ikke ske, at vi løber tør. Men det gjorde vi så alligevel. Så var ærlig talt lidt trist, da jeg satte snuden mod Jylland igen med aftale om, at jeg kunne ”holde fri” i de to uger, jeg er i Ry og lidt til, og derefter ses vi igen til enten ja tak til noget, jeg ikke er helt sikker på, jeg har lyst til, eller ja tak til afslutning. Sådan blev det ikke præcis sagt, men det var det, der lå i ordene. Og følte, ”godt så, nu bliver du så overladt til dig selv”. Hvilket jeg hele tiden har frygtet. Når de klogeste ikke har mere at byde på, så er det skidt. Og strejftænkte også på de, der griber til den endnu ikke lovlige cannabis. Ikke fordi jeg ikke har haft forståelse for dem før, for det har jeg da. Men jeg har alligevel tænkt, at det var et drastisk skridt. Og tænker også, at det stadig ikke er mit valg. Men skuffet og ærgerlig det er jeg.
I det humør lander jeg i min indkørsel og undrer mig så over vand på trappen. Det ser jeg allerede fra bilen. Søger selvfølgelig årsager, der har ikke været is, så det er ikke smeltet vand fra udhæng (selvfølgelig ikke, åndsvagt), ingen kan have væltet noget, hunden er inde. Så opdager jeg, at der er frit indblik til gangen, ergo nogen har vasket ruderne i min dør. Og se, så er der også vådt under køkkenvinduet.  Først tænker jeg, at naboens vinduespudser har taget fejl af husnumrene. Ej hvor sandsynligt er det lige? I samme øjeblik ringer min søn og spørger, om jeg er kommet hjem, og om jeg har lagt mærke til noget. Han synes lige, at hans vinduespudser kunne tage vores med i dag. Jamen det er jo herligt, det var tiltrængt oven på julestormen. Og i øvrigt, så kommer han en gang i måneden det næste år. Jamen hallo – vi er lige begyndt på året. Sikke en uventet og fantastisk overraskelse. Så kan det da nok være, at mundvigene kunne få vendt opad igen. Har ellers lært, at der skal tre positive oplevelser til at vende en negativ. Men ikke i dette tilfælde. Da rakte denne ene positive og søde tanke fra min søn til at vende hele morgenens og formiddagens elendighed. Og lige pludselig var mit forhold til den lave vintersol lige knap så anstrengt som forleden, hvor den skulle igennem efterladenskaberne fra Urd – som nordmændene valgte at kalde den irriterende julestorm, der tog vores juletræ i haven med forleden.  
 Nu kan jeg se frem til 14 dage i Ry, hvor jeg skal have fokus på min mentale robusthed. Mangler lige at få svar på MR og blodprøver, som blev presset ind mellem jul og nytår, både fordi jeg havde flere smerter og følte mindre kraft i benet end normalt, og fordi mine lymfocytter falder, hvilket medicinen er skyld i. Bedst vil det jo være – her op til Ry – at alt er falsk alarm, og at vi fortsætter som hidtil. Men apropos MR, så forstyrrede den min julefred så eftertrykkeligt. Fordi jeg altid kan bekymre mig om alt muligt ligegyldigt, og  denne gang om en MR-skanning. 
Det er bare blevet min hadeundersøgelse. Jeg var sikker på, at det ville være umuligt at få mig ind i røret denne gang, og da jeg lå der, var jeg sikker på, at de måtte køre mig ud allerede, inden vi var kvartvejs. Sådan gik det jo ikke. Men jeg må tilstå, at jeg med tiden er blevet meget forstående over for de, der ikke kan gennemføre, og jeg kender et par stykker. Det ville jeg aldrig kunne have forstået for 3 år siden.  De første 20-30 minutters tid gik med åndedrætsøvelser og forsøg på at tænke på ”noget godt”. Det blev et helt krampagtigt forsøg på at mindes min smukke datter ved hendes bryllup for kort tid siden, og selv om der var masser af gode ting at huske ved den dag, så lykkedes det ikke. Slet ikke. Efter den efterhånden obligatoriske tissepause – denne gang aftalt – faldt der ligesom ro på. Og resten af undersøgelsen kunne foregå i god ro og orden. Ved ikke, hvad jeg skal gøre for at få et mere afslappet forhold til lige præcis den undersøgelse igen. Og det er jo indtil videre en tilbagevendende begivenhed. Men skal da lige love for, at humøret var højt på vejen hjem. Så lettet og tangerende til det euforiske.
Et skønt øjeblik, som jeg forsøgte at genkalde imens magneterne buldrede løs.

I dag holdt det gode humør ved og blev hjulpet yderligere på vej, da husets labrador logrende kom ind fra haven og afslørede sin fundne skat, en afgnavet nordjysk grønkålsstok stak ud af munden. I flere aftener har den været umulig at kalde ind, fordi noget i baghaven optog den. Troede, den kunne lugte en kat eller et andet dyr. Men nej, det var såmænd resterne fra vores nytårsaften. Var der ikke engang nogle bolsjer, der hed hundeprutter?   
Godt nytår.
Tænkte egentlig, da jeg så busken, nøj den ser lige så træt ud, som jeg føler mig.
Men  nu synes jeg snarere, den ligner en lille ballerina.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar