fredag den 10. februar 2017

På vej mod mental robust

Udsigten fra mit værelse - skøn hele dagen 

Tænk at det nu er to uger siden, jeg vendte næsen hjem efter ophold i Ry. Og hvilken hjemvendelse –  masser af gå-på-mod og fyldt til bristepunktet med gode oplevelser og optimistiske forventninger til fremtiden. Følelser, der sneg sig ind undervejs i Ry, det var bestemt ikke sådan fra starten, ej heller midtvejs, men hen mod slutningen var der en slags åbenbaring om formålet med hele rejsen og om, at det helt sikkert ville lykkes at vende en synkende skude.


Det hele var meget intenst i Ry, og alt er meget anderledes, når man står i hverdagen og ladt alene med projektet. Selvfølgelig ikke alene alene – der er jo manden i mit liv – men det er på en helt anden måde end sammen med syv andre kvinder, som tager på den samme ”rejse”, og hvor man hver dag bliver holdt op på de ting, man erfarer og tager til sig og hele tiden er i dialog omkring dette. Der mærker jeg, at jeg er alene nu.

Første uge hjemme gik rigtigt godt. Jeg var stadig helt høj og opfyldt af alt det gode, jeg var begyndt at mærke. Jeg var også sideløbende begyndt at sove flere timer i træk om natten i Ry, og jeg havde faktisk færre smerter.
De sidste kom først tilbage. Og jeg har selvfølgelig tænkt på, hvad der var anderledes deroppe, og hvad jeg kunne tage ind i min dagligdag for at undgå at komme tilbage i min gamle trummerum og dermed særligt den onde smertecirkel. Så ”forklarer” jeg, at i Ry tager man jo rigtigt meget hensyn til sig selv og gearer efter evnerne. Men hvad skulle der være i vejen for at gøre det herhjemme? Kun ganske få timers arbejde og ingen børn i huset. Der er næsten kun de forpligtelser, jeg selv roder mig ud i, så der er gode muligheder for at kopiere de gode vaner fra Ry.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er en af de store syndere herhjemme fjernsynet. Jeg er nysgerrig og bange for at glip af noget, hvis jeg slukker. Førhen tænkte jeg, tv var tidsspilde, hvis jeg ikke sad med noget håndarbejde samtidig. Sådan er det slet ikke mere. Nærmest omvendt. Enten er jeg for træt og sidder bare og glor, men hvis jeg laver håndarbejde, skal jeg have tv’et kørende samtidig. Endda også hvis jeg hiver en af de afstressende malebøger – hvilke jeg i øvrigt er indehaver af adskillige af – frem. Og det er jo helt forkert. Det mister totalt mening.  I Ry var det overordnede tema mental robusthed og en stor del af indholdet refleksion og refleksion i flere former. Og der fik i alt fald malebogen en helt ny betydning for mig. Men uden tv eller andre forstyrrende elementer. Og sjovt nok, lige så godt malebogen fungerer for mig, lige så meningsløst kan det forekomme en anden, der nærmest er ved at dø af grin over voksne med malebøger og farveblyanter.  Vi fandt hver vores favoritter. Jeg er f.eks.  ikke til afslapningsmusik og slet ikke til lyde af vand. Ej heller måger.
I forhold til opfattelsen af tidsspilde, så er det nok også en af grundene til, at jeg ikke har været fuldstændigt disciplineret i forhold til at sørge for mine liggende hvil med ørepropperne. Som jeg burde tage mig tid til et par gange om dagen. Det er da det rene tidsspilde. Eller er det? 

I alt fald var intentionerne helt ægte, da jeg drog hjem fra Ry med den handleplan, jeg havde udfærdiget. Og rent faktisk vurderet og ændret på i forhold til, at det jo også skulle være realistisk, at jeg kunne holde den. Jeg var meget bevidst om ikke at sætte barren for højt. Syntes jeg da.
Og så viser det sig nu, to uger efter hjemkomst, at jeg alligevel har problemer med at holde mine aftaler med mig selv. Og det virker helt forkert set i lyset af, at jeg allerede nu kan mærke, hverdagens åg komme snigende og generobre både krop og sind. Det er da for dumt.

Jeg vil så gerne lykkes med det her projekt - og føle glæde og engagement. Så jeg repeterer lige. 
Og husker de gode ting. Og refleksion. Og forventningsafstemning. Det er jo så simpelt. Og let – eller……?
Er al forandring svær? 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar