Mors dag

Mors dag brevet ligger på spisebordet frit tilgængeligt, for det var nemlig ikke kun til mor men også en hilsen til en far og bror. Og jeg bliver rørt, når jeg læser de søde ord forfattet af datteren i anledning af mors dag. Og glad indeni, for det er skrevet til mig, så jeg føler, at jeg stadig kan bruges til noget. Og er værdsat. Det har ellers knebet gevaldigt de sidste måneder med at få den følelse frem. Der har været masser af sygdom, sådan noget sygdom, som alle kan rende ind i, som bare kom her igen og igen sikkert fordi, jeg ikke er klædt på som i gamle dage til at modstå disse angreb. Og til irritation for mig – og for ægtefællen selvfølgelig. Selv om han ikke kunne finde på at antyde noget i den retning, så er det jo irriterende, når planer igen og igen forstyrres af sygdom. Og alt det, som vi skulle gøre sammen, som han så skal gøre alene eller lade være med at gøre. Det er irriterende at skulle brænde nogen af. Men det sker. At vi har lavet aftaler, og alle har glædet sig, ja så må jeg igen aflyse.

Jeg har virkelig følt mig som en klods om benet på mand og børn flere gange på det sidste. Og haft ondt af dem. Men så sandelig også haft ondt af mig selv over, hvad jeg er gået glip af. En meget vigtig lørdag med datteren på brudekjoleindkøb. Så sørgeligt at ligge herhjemme og modtaget billeder på telefonen med den ene kjole efter den anden, mens de andre få indviede har en festdag.  Lige der havde jeg nok mest ondt af mig selv. Men også af datteren, der jo gerne ville have haft mig med.

Selv om humøret og energien mest har været til det kolde og regnfulde vejr, som indbyder til at putte sig med tæpper foran tv - det var sådan cirka lige det, energien rakte til  – Ja så var det alligevel fantastisk, at solen endelig bestemte sig for at lave dejligt forår.  Og på forunderlig vis slap der også noget sol ind i min negative, trætte, lyseslukkede og deprimerede hjerne, og det blev bydende nødvendigt at komme udenfor og lade sig mildne. Undrer mig egentlig over mit tungsind for der har været flere positive tiltag i disse ”syge” måneder. Jeg er kommet i gang med at træne i varmtvandsbassinet, hvilket er utroligt dejligt og helt perfekt til mig. Og jeg er begyndt at sy patchwork sammen med nogle rigtigt hyggelige og glade damer i et center, hvor det vrimler med fristende tilbud for den kreative sjæl. Alt sammen har kun hjulpet lige lidt på humøret og energien.

Men I går lokkede solen mig ud i seriøst havearbejde, ikke som tidligere meget forsigtigt,  men virkelig voldsomt. Fik kun ordnet et lille bitte stykke af haven, måske den godt kunne have været noget mindre, men et stort stykke arbejde var det. Lugning, gødning og barkflis. Måtte ganske vist have manden som assistance, men det var også hyggeligt. Som i gamle dage. Hold fast det ser godt ud nu. Om aftenen gik jeg ud og tog åstedet i øjesyn et par gange og glædede mig hver gang. Og så pyt med, at jeg nærmest ikke kunne slæbe mig derud på grund af de smerter, der store anstrengelse af kostet mig. Men lige på det punkt er jeg helt afklaret: er anstrengelsen smerten værd. Ja, det er den. 

Og så her til morgen stadig fyldt af tilfredshed og glæde over mit ordnede bed, dukker den dejlige hilsen op fra datteren. Sammen med et ”gavekort” på et sjal, jeg skal bare selv vælge, og som hun så vil hækle til mig. Og selv om jeg føler ikke at have været i stand til at bidrage med væsentligt den seneste tid, så har hun ikke sparet på superlativerne, når hun takker for opbakningen hjemmefra. Og de er også til mig. Jeg kan ikke andet end blive rørt og glad. Og i bund og grund er det jo der, vi er allermest glade og godt tilpas – når vi kan være noget for andre. For mig er det i alt fald utroligt vigtigt. Og måske også derfor, at jeg går ned, når jeg ikke kan finde energi og overskud til at være noget for andre. Eller tror, at jeg ikke er det. For åbenbart har jeg været det en lille bitte smule alligevel, uden at jeg selv opdagede det.

Hen på eftermiddagen besluttede fru lidt-mindre-negativ at lave en lille mors dags hilsen til sin mor. Bare en blomst uden vedhæftede ord. Kun kærlige tanker…….